Værtshusejere kæmper for retten til røg
Restauratører besluttede at lægge sag an mod staten under møde på århusiansk café.
Ejerne af de omkring 700 værtshuse i Danmark, der er imod det ny rygeforbud, bliver nu bedt om både moralsk og økonomisk opbakning til et sagsanlæg mod staten.
Det sker, efter at resauratører fra Århus, Vejle og København tirsdag holdt møde på bodegaen Pusterummet i Århus.
Restauratør Johnny Beck fra beværtningen Lumskebugten i Vejle oplyser, at sommeren skal bruges til at finde en advokat, der vil påtage sig arbejdet med et sagsanlæg mod staten, efter at der med virkning fra den 15. august er indført rygeforbud på restauranter større end 40 kvadratmeter.
- Det kan blive en kostbar og langvarig proces, men vi regner med, at de mange restauratører, der har støttet os moralsk, også vil spytte i kassen, siger Johnny Beck til Ritzau.
Loven om rygeforbud er en krænkelse af den enkeltes personlige frihed, mener den gruppe på en halv snes værtshusholdere, der mødtes på Pusterummet.