Væk med købmandsbutik
Nedrivning skal gøre landsby mere attratikv
Den lukkede i 1982, sidenhen blev den anvendt til beboelse, og i går måtte den så lade livet: Den gamle købmandsbutik i Enslev ved Grenaa.
Bygningen har længe stået og forfaldt. Det var borgerne ikke tilfredse med. Bylauget købte derfor bygningen for 85.000 kroner og med hjælp fra kommmunens nedrivningspulje bliver den nu fjernet, så den ikke skæmmer byen:
- Det er et samtaleemne hver gang, man møder nogen: Skal den bygning ikke snart væk?, siger Torben Tækker, formand for Enslev Bylaug, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I næste uge er den gamle købmandsbutik fortid, når den er jævnet med jorden. Grunden skal i stedet for blive til en lille bypark med legeplads og bålsted.
Der bor omkring 200 borgere i Enslev, men hvis det stod til dem, der allerede bor der, må der gerne komme flere.
- Vi er nødt til at gøre noget for at få folk til at flytte hertil. Det er ligeså meget vores arbejde at gøre byen attraktiv at bo i, siger Torben Tækker, formand for Enslev Bylaug, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et tv-indslag om nedrivningen i Enslev øverst i artiklen.