Våben, narko og kanonslag
Talrige sigtelser mod 24-årig
En 24-årig mand blev i går morges anholdt på sin bopæl i Følle, og den 24-årige står nu overfor talrige sigtelser.
- Vi havde en mistanke om narkotika på hans bopæl, så vi ransagede hans bolig med specialpatrulje og narkohund, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det viste sig ganske rigtigt, at den 24-årige mand var i besiddelse af narko, en mindre mængde hash og skunk, men derudover er manden blevet sigtet for flere kriminelle forhold.
Politiet fandt nemlig udover hash og skunk, 56 kanonslag, en springkniv og to hunde, der ikke var ansvarsforsikrede.
Dermed blev listen af sigtelser mod manden lang. Han er sigtet for overtrædelse af narkotikalovgivningen, våbenloven, fyrværkeriloven, hundeloven samt for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd, da han under anholdelsen fik udtrykt sin utilfredshed med ordene: "I er nogle magtliderlige fucking svin."
Den 24-årige er løsladt igen.