V-politikere ventes at overleve

I dag bliver det afgjort, om Erik Poulsen og Hans Schmidt Jensen kan blive på taburetterne.

De to Venstre-politikere, som hver især har fået bøder for at bruge ulovlige sprøjtemidler, har statistikken på deres side.

Det drejer sig om formanden for Århus Amts udvalg for miljø og trafik, Erik Poulsen, og byrådsmedlem i Hadsten, Hans Schmidt Jensen. De får deres sager vurderet i indenrigsministeriets valgbarhedsnævn.

Ifølge kommunalforsker ved Syddansk Universitet, Roger Buch Jensen, er det kun sket i 11 sager ud af 130, at en politiker er fundet uværdig til at blive siddende i sit embede.

- Det har typisk været sager som spirituskørsel og skattesvindel, og mit bedste bud er, at de to østjyske politikere beholder deres valgbarhed, siger Roger Buch Jensen til Danmarks Radio.