Unge på landet rammes af lukkede busruter

Unge studerende fra landet bliver ramt på deres uddannelse, hvis Region Midtjylland gennemfører planer om at lukke busruter.

- Jeg bor mellem Hornslet og Randers og får ingen busforbindelse til nogen af byerne. Man er jo nærmest strandet, fortæller Bertram Stæhr, der går i 1.g på Paderup Gymnasium i Randers.

Regionen overvejer at lukke hans busrute til sommeren næste år, og så må han enten flytte til Randers eller cykle 7 km til Hornslet for at tage bussen derfra.

Bertram Stæhr er langt fra den eneste. Alene i oplandet til Randers vil 400 unge få svært ved at komme ind til byen for at uddanne sig, fortæller Casper Nielsen, der er formand for elevrådet ved Paderup Gymnasium.

- Det vil ikke kun ramme de unge, men også ældre og familier, hvis børn skal ind til byen for at dyrke sport, siger han. Region Midtjylland diskuterer med kommunerne, hvad der er en regional bus, og hvad der er en lokal rute, som kommunerne skal drive.

- Eleverne er uskyldige gidsler i det opgør. Efterhånden kan det dårligt lade sig gøre at bo på landet og få en uddannelse eller være med i kulturelle og sociale aktiviteter i byen, siger Casper Nielsen.

Region Midtjylland har i øjeblikket et forslag om at nedlægge en række ruter til debat i kommunerne. Forslaget gælder køreplanerne fra sommeren 2011.

<i>Kilde: P4 Østjylland</i>