Unge kvinder kædes sammen med to tyverier
Østjyllands Politi modtog onsdag middag to anmeldelser, og "gerningskvinderne" havde påfaldende ens signalementer
To ældre kvinder på 70 og 75 år var yderst uheldige i går, da de var i henholdsvis Veri Center i Risskov og Aldi i Vanggaard Centret, hvor de blev kontaktet af to unge kvinder, for det kostede dem begge over 1.000 kroner i kontanter.
De to unge kvinder, der henvendte sig til den 70-årige kvinde i Aldi, afledte hendes opmærksomhed, hvorefter de stjal en pung i hendes taske. Fremgangsmåden var nogenlunde den samme i Veri Center, hvor to unge kvinder afledte den 75-årige kvindes opmærksomhed ved at bede hende om at tage et par strømper ned, der hang på en væg. Kort efter kunne hun konstatere, at hun manglede sin pung.
- I begge tilfælde lykkedes det for de unge kvinder at distrahere de ældre kvinder, og vi kan konstatere, at signalementerne i begge tilfælde er påfaldende ens, oplyser Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
83-årig kvinde narret af ung tricktyv
De to kvinder beskrives således:
A: kvinde, 20-25 år, 170 cm høj, spinkel, sort hår i hestehale, sort jakke, grå bukser, sorte støvler.
B: kvinde, 20-25 år, 160 cm høj, kraftig, sort hår i hestehale, beige jakke, poncho m/pelskrave, blå cowboybukser.
Hvis man har oplysninger, der kan hjælpe Østjyllands Politi, så kan man ringe til 114.