Unge kan vende tilbage til klubber

Prisstigninger på fritidsklub-pladser resulterede i udmeldelser i Gellerup. Nu trækker kommunen i land.

Det var tidligere billigere for børn og unge i Gellerup at få en fritids- eller ungdomsklubplads i forhold til resten af Århus.

Det ændrede man fra kommunens side den 1. september i år, og det resulterede i, at adskillige børn og unge meldte sig ud af klubberne. Årsagen var, at familierne ikke længere havde råd til kontingentet.

Takstreguleringerne blev mødt med kritik, og kommunens fungerende Børn- og Ungerådmand Bünyamin Simsek har da også netop foretaget en kovending i sagen.

I en pressemeddelelse siger rådmanden nu, at de mange unge nu kan vende tilbage til klubberne. Kommunen regner nu med, at langt de fleste unge kan få en friplads - enten af økonomiske eller pædagogiske årsager.

De pågældende børn og unge i det vestlige Århus vil blive kontaktet, så de, der er berettiget, kan få en friplads. Og indtil det er afgjort, kan man bare møde op i klubben - kvit og frit, lyder det fra rådmandens kontor.