Unge i alvorlig trafikulykke
Bil rullede rundt mindst syv gange
Tre mænd i 20'erne blev i nat kvæstet i et solouheld syd for Harlev.
Ifølge politiet kom mændene ved 00.30-tiden kørende ad Stillingvej, da føreren af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen. Bilen kom ud i rabatten, hvorefter den rullede rundt og landende på en mark.
- Bilen rullede rundt syv til otte gange. Den stoppede først 175 meter fra det sted, den var kørt galt, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter uheldet blev de tre mænd på henholdsvis 24, 27 og 28 år kørt til behandling på skadestuen i Aarhus. Den enes hofte var gået af led, mens en anden beskadigede kæben og den ene skulder. Den sidste fik en læsion i hovedet.
- Skaderne er alvorlige, men ingen af de tre er i livsfare, konstaterer politikommissær Mogens Brøndum.
Den ene af de tre mænd er fra Galten mellem Aarhus og Silkeborg. De to øvrige bor i Nykøbing Mors.