Unge har elendig fysik
De unge får for lidt motion, og det giver dem dårligt helbred.
3. jun 2003, kl. 10:18
Mere end 30 dage gammel
Flere unge århusianeres helbred skranter. De får for lidt motion og tilbringer for mange timer foran fjernsyn og computer. Derfor lider de af søvnbesvær, træthed og smerter. Det viser en ny undersøgelse.
Ialt 2100 elever i de århusianske 9. klasser har svaret på spørgsmål om deres trivsel og helbred. Og svarene viser, at de unge selv synes, at de har fået dårligere helbred.
Antallet af drenge med hovedpine er fordoblet i forhold til for ti år siden, og flere end halvdelen af de unge har svaret, at de lider af kronisk træthed. Undersøgelsen viser samtidig, at de unges tilfredshed med skolen er faldende, og at hver 10. elev har pjækket fra skolen i en uge eller mere.