Unge fodboldfans pjækker
Druk, træthed og en god fodboldkamp er blandt årsagerne til stort fravær på arbejdspladserne.
En analyse fra Dansk Erhverv viser, at unge mellem 20 og 30 år ofte melder sig syge fredag eller mandag.
Og det er ikke altid ondt i halsen eller influenza, der ligger bag sygemeldingerne, og det er arbejdsgiverne efterhånden godt trætte af, skriver metroxpress.
- Unge har i dag en anden moral. Der skal også være tid til at feste og være sammen med vennerne, og så er man hurtig til at melde sig syg. Vi ved fra flere virksomheder, at der er sygdom om mandagen efter en fodboldkamp, hvor eksempelvis FCK eller AGF har spillet, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Kira Brøndholt Johnson til avisen.
Ifølge undersøgelsen er det kun kvinder, der tager barnets første sygedag, der udgør en større del af fraværsstatistikken end de unges "sygdom" op til og efter weekenden.