Unge får nyt videnscenter for klimaet

Nyt videnscenter i Århus skal sikre, at undervisningen i klima og bæredygtighed bliver bedre.

Skoleelever og studerende hungrer efter mere viden om klimaet. De tager problemerne seriøst, og det skal de også. Det er deres fremtid, siger både ekspert og videnskabsminister Helge Sander (V).

I erkendelsen af, at der ikke udbydes tilstrækkeligt undervisning i klima og bæredygtighed, går Undervisningsministeriet nu sammen med Videnskabsministeriet om at åbne et helt nyt og omfattende videncenter på Danmarks Pædagogiske Institut i Århus. Det skriver Urban.

<b>Først officielt i december</b>
Nyheden om det nye videncenter bliver først officielt offentliggjort i december. Men Videnskabsminister Helge Sander løfter dog sløret for, at videncenteret bliver et fagligt netværk af aktører, der arbejder for uddannelse af bæredygtig udvikling. Det tæller både universiteter, ngo'er, professionshøjskoler og private virksomheder.

- Vi må erkende, at der er en betydelig interesse for området blandt de unge på skoler, gymnasier og universiteter. Der bliver skrevet og talt meget om klima og bæredygtighed. Derfor går vi nu i fællesskab med Undervisningsministeriet sammen om at samle op på den interesse under samme uddannelse, siger Helge Sander til Urban

Unge tager mere aktivt ansvar for klimaproblematikken og efterlyser mere konkret viden, siger Michael Evan Goodsite, professor i klima og globale processer på Aarhus Universitet. De er ifølge ham langt mere omstillingsparate og villige til at leve mere ubekvemt for miljøets skyld.

- Vi sad til en paneldebat på en skole, og en af de unge rakte hånden op og spurgte, hvorfor vi egentlig sad med flaskevand foran os i stedet for vandkander og glas, som er mere miljørigtigt. Det er bare et eksempel på, at unge har taget problematikken til sig, og de er fornuftige omkring det,« siger han.

- Klimaet kan ikke tale for sig selv, nogen skal formidle klimaet på en forståelig måde. Unge er klar på handling, og de stiller os til ansvar på miljøets vegne, siger Michael Evan Goodsite.

- Det skal de også, for det er deres fremtid, der er på spil,« siger Helge Sander. »Unge skal sætte ambitionerne højere, for de unge er fritaget for at forhandle inden for det muliges kunst, som vi politikere er forpligtet til. Derfor skal de selvfølgelig også være mere ambitiøse,« siger han.

<i>Kilde: Urban</i>