Ung mand sigtet efter mislykket pizza-røveri

17-årig forsøgte at flå en taske fuld af pizzaer fra et pizzabud. Nu er han sigtet for røveriforsøg.

Den 17-årige nåede aldrig at sætte tænderne i de seks pizzaer. Genrefoto. Foto: Scott Olson - Ritzau Scanpix

Politiet har sigtet en ung mand på 17 år for et temmeligt utraditionelt røveri.

Ifølge Østjyllands Politi kørte et randrusiansk pizzabud ved et-tiden i nat ud til en adresse på Skanderborggade i Randers-bydelen Vorup. En mand havde lidt tidligere ringet og bestilt seks pizzaer til en adresse på stedet.

Læs også Christian ser Tour de France på toppen af en silo: - Jeg er lidt en cykeltosse

Da pizzabudet ankom til den aftalte adresse, kom en gruppe på fem-seks drenge hen til hans bil. Den ene stak hovedet ind ad vinduet og spurgte, hvordan han kunne betale.

Pludseligt greb drengen fat i tasken med pizzaerne og forsøgte at trække den ud ad vinduet. Da pizzabuddet greb fat i tasken, slog drengen ud efter ham. Han ramte dog ikke, og han fik heller ikke fat i pizza-tasken.

Kørte væk fra stedet

Det lykkedes efterfølgende det 32-årige pizzabud at køre væk fra stedet.

Læs også Kvinde fundet død - brændt inde i sommerhus

Politiets efterforskning ledte senere frem til en 17-årig mand fra Randers, som blev sigtet for forsøg på røveri. Det oplyser Østjyllands Politi i torsdagens døgnrapport.

Røveriet fandt sted på Skanderborggade i Vorup i det sydlige Randers. Foto: Google Maps