Ung mand dræbt mod træ
Et frontalt sammenstød med et træ kostede en ung mand livet nord for Randers. Bilens fører slap tilsyneladende med knubs.
24. feb 2008, kl. 08:15
Mere end 30 dage gammel
En ung mand mistede tidligt lørdag morgen livet i en trafikulykke på sognevej ved Gjerlev nord for Randers.
Manden var passager i en bil, hvis fører mistede herredømmet i en kurve. Bilen fortsatte lige ud og stødte frontalt ind i et træ, oplyser Østjyllands Politi.
Efter ulykken fandt politiet føreren af bilen gående omkring i chok på en mark. Det var ikke muligt at få hans forklaring.
Politiet har en formodning om, hvem den dræbte er, men vil ikke oplyse hans identitet, før de pårørende har fået besked.
Der var ingen andre end de to unge involveret i ulykken.