Ung formodet knivstikker anholdt
En kun 16-årig århusianer menes at stå bag umotiveret knivstikkeri mod en 27-årig i Højbjerg den 3. august.
Østjyllands Politi kunne mandag anholde en blot 16-årig dreng, som formodes at være involveret i et groft overfald først på måneden.
Overfaldet skete den 3. august i Højbjerg, hvor en 27-årig mand blev stukket i ansigtet, hvorefter gerningsmanden stak af på en knallert.
Motivet er endnu ukendt, og politiet fik først senere besked om overfaldet, da den 27-årige først kom på hospitalet, hvor han var indlagt i adskillige dage.
Det var først efter udskrivelsen, at den 27-årige, som havde været i livsfare, henvendte sig til politiet.
Østjyllands Politi oplyser tirsdag, at der ved afhøringen af gerningsmand, offer og vidner er fremkommet der nye oplysninger i sagen.
Man har efterforsket de nye oplysninger og har efterfølgende vurderet, at der ikke er belæg for at fremstille den 16-årige i grundlovsforhør.
Han er fortsat sigtet, men er nu løsladt.