Undersøger østjysk madkultur
Museum dykker ned i gamle opskrifter
Dansk landbrugsmuseum ved Gl. Estrup er gået i køkkenet for at kigge nærmere på det østjyske spisekammer og undersøge den østjyske madkultur.
Her har 24 mennesker har kastet sig over 12 østjyske retter fra gamle dage.
- Det er sådan, at vi konkret ikke ved så meget om, hvad der er særlig østjysk. For mange andre regioner ved vi, at man har en særlig madkultur. Men hvad er egentlig det særlig østjyske? Det er det, som vi prøver at afdække i det her køkken, siger Betinna Buhl, der er museumsinspektør på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup.
Retterne stammer fra gamle personlige kogebøger.
- Når man taler madhistorie, kan man ikke læse sig til det, man bliver nødt til at afprøve opskrifterne, fordi rigtig meget er underforstået. Det gælder både den viden, som madmødrene havde i gamle dage eller ingredienserne, som det også var underforstået, at man brugte, siger Betinna Buhl.
Når retterne er færdige, bliver de fotograferet og ender som opskrifter i en kogebog.
Dansk Landbrugsmuseum GL. Estrup fokuserer det næste halve år på den østjyske madkultur.
Du kan se mere madkulturen i indslaget øverst på siden.