Ulovlige våben strømmer ind til politiet
Politiets frit lejde-aktion har fået mange borgere ud af busken. I Århus er et maskingevær fra krigens tid blevet afleveret.
Tre håndgranater, en salonriffel og mindst 90 håndvåben er en del af den foreløbige fangst i politiets frit lejde aktion, hvor man anonymt kan aflevere våben. Rockerne og bandemedlemmer har ikke overraskende holdt sig væk, skriver Urban.
Mange danskere har indtil videre benyttet sig af politiets frit lejde aktion, hvor man anonymt og straffrit kan aflevere våben. Men de kriminelle bander har holdt sig væk.
- Det er pæne borgere, vi ser. En del er gamle modstandsfolk, som har gemt våben fra dengang. Rockerne og bander står ikke i kø for at udlevere deres våben - men i det mindste har de da chancen, fortæller politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til Urban.
Politiet i Århus har blandt andet modtaget et maskingevær med ammunition fra perioden omkring 1940-45.
- Men selv om våbnene er gamle, er de stadig velfungerende og kan sagtens skyde, siger Vagn Martinussen.