Ukrudtsbrænding gik galt

Kom til at sætte ild til udhuset

Det gik ikke helt som planlagt, da en beboer på Lokesvej i Grenaa ville bruge søndagen på at brænde ukrudt.

Ukrudtsbrænderen kom nemlig lidt for tæt på ydervæggen af beboerens udehus. Og dermed var det ikke kun ukrudtet, der blev brændt ned - der gik også ild i isoleringen i udhuset.

Der blev slået alarm, og brandvæsenet rykkede ud og fik hurtigt slukket ilden.

Ingen kom noget til under branden:

- Der skete heller ingen skader på den øvrige ejendom, fortæller politikommissær ved Østjyllands Politi Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.