Uheldig mand faldt ned i et hul
Kørt på traumecentret i ambulance
En person blev sent tirsdag formiddag kørt til behandling på traumecentret på sygehuset, efter at han faldt i et jordhul i det sydlige Aarhus.
Ifølge Aarhus Brandvæsen skete uheldet på en privat grund nær Christian X's Vej i Højbjerg.
Her faldt manden kl. cirka 11.30 i et hul, som var et par meter dybt og cirka tre meter bredt. Det vurderer indsatsleder John Korsbak fra Aarhus Brandvæsen.
- Da vi kom derud, fik vi manden op fra hullet. Han blev derefter i ambulance kørt til tjek på traumecentret på sygehuset, siger John Korsbak til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den uheldige mand er efter alt at dømme ikke kommet alvorligt til skade.
Efter uheldet blev hullet sikret ved hjælp af afstivning. På den måde håber brandvæsenet, at uheldet ikke gentager sig.