Uheldet forfølger AGF
AGF-angriberne Peter Graulund og Peter Foldgast er færdige for resten af sæsonen.
SAS Liga-klubben AGF blev torsdag ramt af to nye skud for boven, da den foretrukne angrebsduo meldte sig færdige for resten af sæsonen.
Peter Graulund har siden kampen mod Brøndby døjet med smerter i overkroppen, og nu har undersøgelser vist, at han har spillet de seneste to kampe med et brækket ribben.
Samtidig har Peter Foldgast beskadiget et ledbånd. Graulund kan se frem til en pause på fire uger, mens angrebskollegaen formentlig er ude lige så længe. Dermed må AGF undvære de to tidligere Brøndby-spillere i de resterende fire kampe i SAS-Ligaen.
- Vi må se positivt på situationen og konstatere, at vi får set mange spillere i aktion med henblik på næste sæson, udtaler AGF-træner Ove Pedersen, der nu skal finde på en helt ny angrebskonstellation.
AGF er før de sidste fire runder 12 point efter AC Horsens, der ligger på den rigtige side af nedrykningsstregen. Målforskellen er på 13 i AC Horsens' favør. /ritzau/