Uheld lukkede motorvej
Fem biler i glatføreuheld
Isslag i morgentimerne var efter alt at dømme skyld i, at fem biler torsdag morgen blev involveret i et glatføreuheld på den østjyske motorvej lige før Randers C-afkørslen i sydgående retning.
Uheldet skete klokken 06.37 og ved sammenstødet blev de fem biler spredt ud over de to kørebaner i sydgående retning så vejen måtte spærres af i en halv time, mens redningsfolk arbejdede på stedet.
En person blev lettere kvæstet ved uheldet.
Motorvejen var afspærret i en halv time, og motorvejen var helt åben igen klokken 08.10. Men uheldet gav efterdønninger i form af kødannelse i en del tid efter oprydningen, fordi et vejarbejde ved motorvejsbroen over Gudenåen bidrager til kødannelsen, fortæller vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi.
Isglatte veje fældede cyklister
Han oplyser, at politiet har modtaget meldinger om flere glatføreuheld i politikredsen på grund af isslag i morgentimerne. Det er gået ud over cyklister og knallertkørere, som er væltet på det glatte veje i blandt andet Aarhus Nord, på Strandvejen i Aarhus, på Djursland og i Randers. Det glatte føre skulle nu være veget for morgenens stigende temperaturer.