Uheld giver tog-forsinkelser
Sammenstyrtet højspændingsledning på togstrækning mellem Horsens og Skanderborg skaber forsinkelser over hele landet.
Togpassagerne landet over må forvente forsinkelser på op mod en time, efter at en højspændingsledning lørdag formiddag væltede ned over togstrækningen mellem Horsens og Skanderborg. Det oplyser DSB.
Sammenstyrtningen skyldes en kombination af kraftig blæst og det isslag, der har lagt sig som en dyne over dele af Jylland.
DSB har indsat 20 busser som erstatning for togene, men det vil ikke kunne forhindre, at togdriften vil blive præget af forsinkelser resten af dagen.
- Vi skal i gang med en meget omfattende operation, men det er ikke sandsynligt, at det vil medføre togaflysninger, fortæller pressemedarbejder hos DSB, Hanne Degnbol.
DSB vurderer, at togdriften i resten af landet vil blive påvirket med 10-15 minutter, og det er usikkert, hvornår situationen igen er normal.
Energinet.dk, der er systemansvarlig for det jyske el-net, har ikke modtaget rapporter om strømafbrydelser i kølvandet på lørdagens isslag.
Men ifølge vagthavende hos Energinet.dk, Allan Sjøgren, har man haft travlt med småreparationer på el-nettet dagen igennem, fordi isslaget øger ledningernes vægt og får dem til at svaje i blæsten. /ritzau/