Udvalg fik ikke besked om klublukninger

Århus Kommunes Børn- og ungeudvalg fik ikke at vide, at voldelige unge havde lukket Klubberne i Gellerup.

Flere byrådpolitikere kritiserer Venstres børn- og ungerådmand, Bünyamin Simsek, fordi han ikke i tirsdags fortalte kommunens Børn- og ungeudvalg, at to voldelige drenge havde lukket Klubberne i Gellerup.

- Det er helt klart utilfredsstillende, og det er påfaldende, at sagen først kommer frem gennem pressen, siger Jacob B. Johansen til Jyllandsposten. SF's Cemal Metin støtter kritikken.

Bünyamin Simsek erkender, at udvalget burde være orienteret:

- Det var nærliggende, om udvalget havde fået den information, så den kritik tager jeg til efterretning. Men jeg har primært brugt mine kræfter på, hvad der skulle gøres for at løse sagen, siger børn og ungerådmanden til avisen.