Udsolgt til Sex and the City

Sex and the City-filmen går sin sejrsgang verden over. De østjyske fans kan heller ikke vente til fredagens premiere.

Serien Sex and the City havde et utal af især kvindelige seere verden over i den årrække, den kørte på tv.

For fire år siden blev det absolut sidste afsnit vist på tv, men nu er filmen om de fire kvinder fra New York City klar, og i denne uge er der dansk premiere.

I Østjylland er seriens mange fans tydeligvis klar til endnu en omgang stiletter, kærlighedshistorier og skønne kjoler.

- Det har været fuldstændig vildt. Vi har solgt hver en billet til premiere-weekenden, siger Jakob Gerner Løvschall, driftschef i Cinemaxx i Bruuns Galleri, til stiften.dk.

I USA har filmen også gjort sit indtog med stil. Den har fortrængt Indiana Jones fra førstepladsen på listen over de mest sete biograffilm netop nu.