Udskyder hotel-åbning til januar
På grund af vandskader åbner Hotel Randers ikke op for overnattende gæster før til januar
Voldsomme vandskader på Hotel Randers er skyld i, at hotellet ikke kan tage imod overnattende gæster før efter nytår.
I dag, lørdag 4. juli, er det præcis en måned siden, en voldsom brand hærgede hotellet.
Se: Derfor brændte Hotel Randers
- Vi havde håbet, at vi kunne komme hurtigt i gang igen, og vi havde egentlig satset på åbning omkring 1. juli, men det kunne ikke lade sig gøre, siger hoteldirektør Sven Eskildsen til tv2oj.dk.
Herefter satsede hoteldirektøren på, at han kunne byde indenfor 1. september, men de planer er også udskudt.
- Vi har haft møder med vores konsulenter, og vi kan se, at det når vi ikke. Håndværkerne skal jo også have ro til at arbejde.
Vand er skurken
Det er omfattende vandskader, der er skyld i, at hotellet fortsat holder lukket.
Se også: Hotel hylder brandmænd
I øjeblikket er håndværkerne i gang med at pakke bygningen ind i stilladser, og bare det arbejde tager en måned. Det handler om at få alt tørret ordentligt igennem, men på nogle værelser er det ikke muligt, og så må det rives ned, og der skal bygges nyt.
- Vand er noget forfærdeligt noget. Det ilden ikke har ødelagt, det har vandet, siger Sven Eskildsen.
Kræver relancering af hotellet
Hoteldirektøren har den seneste tid måtte sige nej til mange overnattende turister, og hotellet er gået glip af flere arrangementer og store fester.
- Til efteråret skal vi i gang med at relancere vores salgsmateriale. Vi håber, at vores gæster kan huske os, men nogle har også fundet alternativer, og dem skal vi have tilbage i folden, og så vil vi selvfølgelig også gerne have nye gæster, siger han.
Sven Eskildsen satser på at åbne for overnattende gæster 1. januar, men det bliver ikke i fuld drift. Til den tid regner han med, at cirka 20-25 værelser ud af 80 står klar.
Se en video fra branden på Hotel Randers øverst i artiklen.