Udsigt til lærer-fyringer
Presset kommuneøkonomi kan udløse 20 fyresedler
Presset på børneområdet i Horsens Kommune kan betyde, at 20 af kommunens folkeskolelærer mister jobbet.
Samlet set mangler børne- og skoleudvalget 40 mio. kr., for at næste års budget kan hænge sammen.
Ifølge Horsens Folkeblad lægges der bl.a. op til dårligere vikardækning i skolen, længere tid mellem besøgene i børnetandklinikken samt færre penge til børnehaver og vuggestuer.
Derudover skal forældrene selv betale for frokostmåltidet i vuggestuen.
Den pressede kommunale økonomi på børneområdet skyldes blandt andet, at Horsens i øjeblikket oplever et boom i antallet af tilflyttere.
- Fra næste år får vi mange flere børn i skolen. Det er vi naturligvis glade for, men det koster altså her og nu, siger udvalgsformand Peter Sørensen (S) til avisen.