Udlændinge sikres ungdomsboliger

Århus Byråd har besluttet at reservere 250 ekstra kollegieværelser til internationale studerende.

De internationale studerende strømmer til Århus, og der skal sørges for at de mange studerende kan få et sted at bo, mens de sveder over bøgerne.

Derfor har Århus Byråd nu hævet antallet af boliger, der kan reserveres til de udenlandske studerende fra syv til ti procent, og det betyder ifølge JP Århus 250 ekstra boliger på den konto.

Beslutningen vækker begejstring på Aarhus Universitet.

- Vi er mere end glade for den beslutning, for det betyder, at vi kan lave en meget bedre planlægning end tidligere. Dermed håber og tror vi på, at vi kan skaffe boliger til alle udenlandske studerende i år, selv om antallet igen i år er steget, siger Poul Bonde, der er leder af Internationalt Sekretariat på universitetet.