Udgav sig for at være VVS'er

To personer udsat for tricktyveri

To personer blev søndag udsat for tricktyveri. Begge tyverier skete i Grønnegade i det centrale Aarhus i løbet af et tidsrum på ti minutter.

Og begge gange henvendte gerningsmanden eller gerningsmændene sig hos ældre borgere og fik adgang til lejlighederne ved at sige, at der skulle ordnes noget VVS-arbejde.

Søndag klokken 11.10 stjal en gerningsmand en pung fra en 83-årig borger, hvor han udgav sig for at være VVS-mand og kom ind i lejligheden på den måde.

Gerningsmanden beskrives som værende mand, 160-165 centimeter høj, og han talte gebrokkent dansk.

Kun ti minutter senere gentog det billede sig.

Her henvendte en gerningsmand sig ved døren hos en 83-årig mandlig beboer, der sidder i kørestol.

Gerningsmanden sagde her, at han skulle ind og se på en radiator. Derfor blev han lukket ind i lejligheden, og her stjal han en pung fra en skuffe.

Gerningsmanden beskrives som mand, 35-40 år og 160-170 centimeter høj. Han er almindelig af kropsbygning og har lyst hår. Han talte dansk uden accent.

- Signalementerne af de to mænd er lidt forskellige. Vi kan ikke udelukke, at det er den samme person, men vi har et vidne, der fortæller, at denne så to mænd gå sammen. Så der kan være tale om to forskellige, der har haft samme modus, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Hun fortæller, at en borger på Nordborggade i Aarhus oplevede noget lignende mandag morgen. Her forsøgte en person at komme ind i lejligheden ved at udgive sig for at være VVS'er, men borgeren afviste det.

Har du oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.