Uden spor i forsvindingssag

Håbet om at finde den 19-årige Anders Peter Hembo svinder. Manden forsvandt den 6. november.

Politiet i Århus står helt uden spor efter den 19-årige Anders Peter Hembo, som forsvandt natten efter torsdag den 6. november.

- Alle er forundrede over, hvor den unge mand er blevet af. Vi har fået nogen henvendelser, men slet ingen, som har givet noget, fortæller chefpolitiinspektør Kurt Wollesen, som opfordrer folk til at ringe til Århus Politi, hvis de er kommet i tanke om noget.

Den unge mand er ikke set, siden han forlod sine venner uden for værtshuset Den Høje, i Skolegade midt i Århus.

Politiet har netop offentliggjort nye billeder af den forsvundne. Det er de billeder, som kan ses her på hjemmesiden.