Ubeboet ø i brand

Timelang afbrænding skabte undren på Samsø

Vejrø ud for Samsø brændte flere timer. Foto: Rune Balle

Det var borgere i Nordby på Samsø, der i eftermiddag kunne konstatere, at Vejrø var i voldsom brand.

Vejrø er en af de mindre ubeboede øer øst for Samsø, og fra cirka 16 og indtil klokken 20 brændte det flere steder på den lille ø i et omfang, så det kunne ses tydeligt inde i Nordby på Samsø.

- Jeg kunne se det tydeligt fra mit køkken, og det brændte flere steder på een gang. Det var ret underligt, fortæller Rune Balle, som bor i Nordby.

Han kontaktede derfor skytten på Brattingsborg Gods, som ejer Vejrø og lejer den ud til jagt. Skytten  på godset kunne dog i første omgang ikke bekræfte, at ilden var del af øens naturpleje.

Kontrolleret naturpleje

Men at der faktisk var tale om en kontrolleret ild, bekræfter et opkald til Samsø Redningskorps.

- Det foregår helt efter bogen. Det er nødvendigt at holde vegetationen nede. Ellers gror det hele til i krat, siger stationsleder Søren Peter Kjeldahl fra Samsø Redningskorps til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Søren Peter Kjeldahl blev der også tidligere i dag slået alarm fra en person, som fik øje på branden fra en af Mols-Liniens færger.

- Vores indsatsleder tog ud og kiggede på det. Fra Samsø kunne han se derover. Alt foregik dog, som det skulle.

 

View Larger Map