Tyve løb med alle bleerne

Tømte hele vuggestuens lager

Det er lykkedes en eller flere ukendte gerningsmænd at stjæle et større parti bleer fra en vuggestue i Skødstrup nord for Aarhus.

Ifølge Østjyllands Politi brød tyvene døren op til et krybberum i daginstitutionen, der ligger på Ny Studstrupvej.

Derefter forsvandt de med hele daginstitutionens lager af det tis-absorberende produkt.

Politiet ved endnu ikke, præcis hvor mange bleer, tyvene forsvandt med.

- Men det drejer sig om et helt lager. Det er derfor formentlig ikke blot en enkelt pakke Libero, de har fjernet, siger vagtchef Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Indbruddet blev anmeldt til politiet i går, mandag. Bleerne er efter alt at dømme blevet fjernet i løbet af weekenden.