Tysk mand i varevogn tog billeder af letpåklædte strand-damer

En 52-årig tysk mand havde naturbilleder på sit kamera - men ikke alle billederne var ligeså uskyldige

En tysk mand havde lidt for godt gang i kameraet ved Strandvejen i Aarhus. Foto: Bax Lindhardt - Ritzau Scanpix / Colourbox - Genrefoto

Sommervejret er over os, og det betyder fuldt hus på de østjyske badestrande med folk i badetøj. 

De mange kvinder i bikini var åbenbart svære at modstå for en 52-årig tysk mand. Han parkede torsdag aften sin varevogn på Strandvejen i Aarhus tæt på Hotel Marselis, hvorefter han hev sit kamera med zoomlinse frem. 

Læs også Vinfolket jubler: Der er udsigt til modne druer med masser af smag

Linsen blev rettet mod en række kvinder, der var ved at klæde om eller solbadede i det gode vejr.

Heldigvis opdagede en borger fotografen i varevognen og ringede til politiet. 

- Han blev noget overrasket, da der dukkede en patrulje op. Da politiet spurgte til mandens billeder, prøvede han at vise sin mobiltelefon, men politiet havde fået at vide, at han også havde et kamera, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationskoordinator hos Østjyllands Politi.

Politiet fik herefter manden til at vise billederne på kameraet, som viste close-ups af kvindernes ædlere dele - både med og uden bikini. 

- De viste en række billeder af forskellige dele af kvindernes krop, siger Jakob Christiansen.

Han fortæller, at der var billeder af en del forskellige kvinder, men at der også var en række naturbilleder på kameraet.

Konfiskerede billeder og bøde

Den 52-årige tyske mand blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse ved beluring. Han fik en straksbøde, fordi han bor i Tyskland og ikke er dansk statsborger.

Billederne blev konfiskeret, og manden kunne køre tilbage over grænsen efter løsladelsen.  

Jakob Christiansen fortæller, at det kun var området omkring Strandvejen i Aarhus, hvor manden var på spil med sin zoomlinse. 

- Der var ikke billeder andre steder fra, siger Jakob Christiansen. 

Det var på Strandvejen i Aarhus, at manden var på spil. Foto: Google Maps