Tycho Brahes kiste er åbnet

Århusiansk forsker har fundet knogler og glasboks med kranium.

Forskerne bag Tycho Brahe-projektet kunne gå lykkelige i seng mandag aften, efter at det var lykkedes dem at få afmonteret låget af kisten med Tycho Brahes jordiske rester i Prag.

Det skete efter en lang dag, hvor et genstridigt lag cement og mørtel under Brahes sten i Týnkirken havde gjort det langt mere vanskeligt at få kisten med den legendariske danske astronom op til overfladen end forventet.

Lederen af projektet, middelalderarkæolog Jens Vellev fra Aarhus Universitet, tog sig tirsdag morgen selv en pause fra at tale med pressen, men hans pressemedarbejder kunne fortælle om en succesfuld dag.

- Jens Vellev er meget, meget glad og lettet over, at opgravningen gik fint, og at indholdet i kisten er intakt, siger kommunikationsmedarbejder Marie Louise Gammelgaard til Ritzau.

Efter at have brugt en times tid på at transportere kisten gennem Prag i bil ankom forskerne og deres dyrebare last til et laboratorium i udkanten af hovedstaden. Her blev kisten sat på et bord, og låget blev skåret af.

De fire forskere iførte sig støvmasker, kiggede ned i kisten og kunne se flere knoglestykker og en lille glasboks, som skulle indeholde Tycho Brahes kranie. Tilsyneladende var knoglerne i perfekt stand.

- Jens Vellev siger, at knoglerne må være lige så velbevarede som i 1901, da man sidst havde gravet Tycho Brahe op. Det var en meget positiv overraskelse, siger Marie Louise Gammelgård fra Aarhus Universitet.

Som noget af det første, når holdet tropper op i laboratoriet tirsdag, vil man åbne den lille glasboks og undersøge Brahes kranie.

De første resultater fra undersøgelserne ventes offentliggjort på et pressemøde i Prag tirsdag aften.