TV 2 går i sort for de fleste natten til søndag
Når det analoge tv-signal slukkes efter midnat mellem 31. oktober og 1. november, sker der samtidig en midlertidig afbrydelse signalerne.
Det betyder manglende TV 2-signal for langt de fleste danskere i fire timer lørdag nat.
Men allerede klokken 04.00 søndag morgen er TV 2-signalet efter planen på skærmen de fleste steder for alle, der er i stand til at modtage det nye, digitale tv-signal.
På det tidspunkt sættes hovedsenderne nemlig i gang efter nattens arbejde, og herefter vil der løbende blive åbnet for de 27 hjælpesendere, der er fordelt ud over landet. Klokken 12.00 søndag middag forventes hjælpesenderne at være i drift.
- Når det nye, digitale tv-signal igen er i luften, skal alle, der har sort skærm, foretage en ny kanalsøgning på deres tv eller på deres digitale modtager-boks. Ellers vil man ikke kunne se fjernsyn, siger TV 2s tekniske chef, Lars Esben Hansen. Hvis man ikke har fået alle husstandens tv-apparater og optagere gjort klar til det digitale tv-signal, holder de fleste elektronikbutikker og radio-tv-forretninger søndagsåbent 1. november.
Husstande, der er klar til de digitale signaler, og som har gennemført en ny kanalsøgning, kan risikere problemer med kvaliteten af signalet, fordi der er installeret filtre eller forstærkere i deres antenne-installation. Disse filtre og forstærkere skal som hovedregel afmonteres ved modtagelse af de digitale signaler.
Nogle husstande kan få det problem, at tagantennen ikke kan modtage den nye frekvens og derfor skal udskiftes med en ny antenne. Andre husstande kan opleve problemer med at hente tekster - tekstningen af udenlandske programmer eller ttv-tekstningen af danske programmer. I disse tilfælde skal der ændres på indstillingerne på tv-apparatet eller på den digitale modtagerboks, eller man skal kontakte den distributør (antenneforening, kabel-tv-selskab o.l.), som leverer TV 2-signalet til husstanden.