Tusinder byder flygtninge velkommen i Aarhus
Mange østjyder på gaden for at vise, at flygtninge er velkommen i Danmark
Under overskriften #RefugeesWelcome - Aarhus gik flere tusinde aarhusianere lørdag formiddag på gaden i Aarhus.
Her var der arrangeret en solidaritetsmarch gennem Aarhus og op til Botanisk Have, hvor der lørdag eftermiddag er arrangeret velkomstfest for flygtningene.
- Tanken er, at vi skal skabe et rum, hvor man kan komme til at møde nogle flygtninge og asylansøgere ansigt til ansigt og give dem en varm velkomst, i stedet for at de bare møder politi og negative udtalelser, fortalte Tanja Valentin Jensen, der studerer i Aarhus og er medarrangør på begivenheden, til tv2oj.dk tidligere på ugen.
7.500 vil byde flygtninge velkommen
På Facebook har 8.500 personer tilkendegivet, at de vil komme til arrangementet.
Projektet kører over det meste af Europa, og har som sådan ikke noget at gøre med den aktuelle situation i det sydlige Danmark. I stedet er det for at give flygtninge og asylansøgere, der allerede er her, en god oplevelse.
Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange mennesker der er mødt op til marchen og arrangementet i Botanisk Have, men ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDS udsendte reporter drejer det som flere tusinde og flere kommer hele tiden til.
Klokken cirka 11.15 begyndte de mange fremmødte at gå fra Vor Frue Kirke i det centrale Aarhus og op mod Botanisk Have, hvor der frem til klokken 15.00 er velkomstfest.
Øverst på siden kan du se video af gåturen gennem Aarhus, og her kan du besøge #RefugeesWelcome - Aarhus på Facebook.