Tunø får sin børnehaveklasse
Børn fra den lille Kattegat-ø slipper for at tage færgen til fastlandet for at gå i skole.
22. aug 2008, kl. 09:01
Mere end 30 dage gammel
To børn på Tunø, som skulle have startet i børnehaveklassen på Hou Skole i sidste uge, slipper alligevel for at tage færgen til fastlandet hver dag.
Ifølge Horsens Folkeblad har Odder Kommunes kulturudvalg sagt god for et forslag, der betyder, at Hou Skole to dage om ugen sender en pædagog til Tunø for at undervise de to børn i børnehaveklassen.
Skolelæreren, der i forvejen underviser to børn på henholdsvis 2. og 4. klassetrin, tager sig af undervisningen af børnehaveklassebørnene på de tre øvrige hverdage.
Prisen for at sende en pædagog til Tunø to dage om ugen er cirka 200.000 kr. om året.