Trusler mod dødsbilist får følger
Dødsrusler rettet mod den mand, der påkørte og dræbte teenager i Sabro får følger for 16-årig. Se tv-indslag her.
Dødstrusler for åben skærm i TV | ØSTJYLLAND mod den bilist, der sad bag rattet ved dødsulykken søndag morgen i Sabro får følger.
Politiet har prompte sigtet den 16-årig dreng, der kom med truslerne, skriver Århus Stiftstidende torsdag.
Tragedien, der søndag morgen, kostede en teenage-dreng livet har affødt en skarp retorik og giver debat over hele landet om nødværge og selvtægt. Med sigtelsen for dødstrusler er endnu et aspekt føjet til.
- Nu er det hans tur. Han tog min kammerats sjæl. Vi vil også tage hans, svovlede en 16-årig dreng - med mellemøstlig baggrund - i TV | ØSTJYLLAND's udsendelse tirsdag aften. Drengens udtalelser fik onsdag politiet i Århus til at rejse den usædvanlige sigtelse.
- Bilisten og hans familie skal ikke generes ved at føle sig truet. Udtalelsen fra teenageren var alvorlig. Derfor handlede vi, siger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen fra Østjyllands Politi til Århus Stiftstidende.
Jens Peter Stehr fra forebyggelsesafdelingen hos politiet oplyser, at den 16-årige har erkendt sig skyldig.
- Han mente det, mens han udtalte sig. Bagefter kan han godt se, det var forkert, siger Jens-Peter Stehr, der har afhørt teenageren. Den trafikdræbte er af somalisk herkomst.
I samme udsendelse manede netop somaliere til besindelse. De ønskede ikke at medvirke til en had- endsige hævn-kampagne mod den 35-årige bilist fra Sabro, der er af dansk oprindelse og varetægtsfængslet som sigtet for uagtsomt mandrab.
Du kan se tv-indslaget, hvor truslerne bliver fremsagt, ved at klikke i boksen ovenfor til højre.