Trøjborg bliver formentlig på posten i Horsens
Socialdemokraternes borgmester i Horsens, Jan Trøjborg, har flertal sammen med SF og ser ud til at kunne fortsætte på posten.
Selv om Socialdemokraterne gik tilbage fra 16 til 12 mandater, ser det ud til at Jan Trøjborg fortsætter som borgmester i Horsens.
SF går nemlig to frem og får tre mandater. Dermed sidder de to partier på 15 ud af 27 mandater. Resultatet skal dog ses i lyset af, at byrådet er blevet beskåret fra de nuværende 31 mandater til 27 til januar.
Trods den socialdemokratiske tilbagegang glædede siddende borgmester Jan Trøjborg (S) sig dog over valgresultatet.
- Det er rigtigt dejligt at have et komfortabelt flertal. Vi skal have 14 mandater sammen med SF, og vi får 15. Det vi taber, det får SF, og det er en landsdækkende tendens, sagde Jan Trøjborg til TV 2 | ØSTJYLLAND sidst på valgaftenen.