Tre sager til ni mio. kr.

Personalesager i Midttrafik koster skattekroner

02:30

1 af 2

Tre personalesager mod buskontrollører har foreløbigt kostet Midttrafik ni millioner kroner, det fortæller JP Aarhus i dag.

Aarhus Kommune er største bidragsyder til trafikselskabet, som blandt andet kører busserne i Aarhus. Og hos Venstre forstår man ikke, hvordan tre personalesager kan koste ni millioner kroner:

- Nu vil vi sætte en undersøgelse i gang og bede om at få en redegørelse fra Midttrafiks bestyrelse, siger Venstres Gert Bjerregaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Sagerne begyndte i 2012, da kontrollørerne stadig var ansat i Midttrafik:

- Vi får mistanke om, at kontrollørerne ikke passer deres arbejde, og det skulle betyde, at de siger, at de er ude at lave kontrol, og så er de det ikke alligevel, siger Mette Julbo, der er vicedirektør i Midttrafik.

Fagforeningen FOA har brugt to millioner kroner på at forsvare kontrollørerne:

- Det er den mest vanvittige sag, jeg nogensinde har været vidne til, siger Kirsten Normann Andersen, som er formand for FOA i Aarhus.

Hos Midttrafik mener man, at sagerne har været nødvendige:

- Det er vigtigt, for det har en betydning for vores økonomi, hvis man ikke passer sit arbejde, sige Mette Julbo.

Hos FOA mener man derimod, at man skyder gråspurve med kanoner:

- Der har på intet tidspunkt været dialog med medarbejderne om, at man var utilfredse med deres arbejde. Tværtimod, siger Kirsten Normann Andersen.

En af de tre kontrollører er blevet fyret, mens de to andre har fået en påtale.

Hør mere om hele sagen i indslaget øverst på siden.