Tre mænd fængslet i narkosag

Tre mænd i 30'erne blev i dag varetægtsfængslet i en stor narkosag fra Århus.

Tre mænd på henholdsvis 34, 38 og 34 år blev i dag varetægtsfænglset i en stor narkosag fra Århus. Kendelsen fandt sted i forbindelse med et grundlovsforhør i byretten i Århus.

Mændene er sigtet for omfattende narkotikahandel, men da grundlovsforhøret fandt sted for såkaldt dobbelt lukkede døre, er oplysningerne i sagen yderst begrænsede. De dobbelt lukkede døre betyder, at pressen og andre interesserede ikke har adgang til salen, ligesom oplysninger om personerne og deres sigtelser ikke er tilgængelige.

Århus Politi fortæller dog, at anholdelserne er sket som et led i en længere efterforskning, der endnu ikke er afsluttet.