Tre drømmemål bag Silkeborg-sejr i bundgyser

Det var ikke specielt kønt, men Silkeborg IF formåede alligevel at fortsætte sin imponerende stime med en 3-0 sejr over et tandløst Esbjerg-mandskab

Robert Skov omfavnes af Davit Skhirtladze efter hans flotte scoring til 1-0 i Silkeborg IF's 3-0 sejr over Esbjerg fB. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Foto: Henning Bagger - Scanpix

1 af 2

I de seneste 10 opgør er det kun FC København, der har formået at slå Silkeborg, og det har givet en selvtillid der gør, at pointene kan hentes, selvom spillet langt fra flyder.

Det var aftenens kamp mod bundproppen fra Esbjerg fB et bevis på, for det var småt med offensive højdepunkter fra hjemmeholdets side.

Læs også Silkeborg IF's bødekasse: 250 kr. første gang man er anfører

Kampen starter ellers perfekt, set med Silkeborg-briller. Efter knap fire minutter lægger Nicklas Helenius bolden ud til Robert Skov i højre side. Den unge profil tager et kort træk ind i banen, og så sender han kuglen mod det fjerne hjørne – ingen chance for Jonas Jensen i Esbjerg-målet og 1-0 til Silkeborg. Et pragtmål af Skov, hans andet i denne sæson.

Efter målet var det som om, at hjemmeholdet tog sig en mental blunder. Mange dumme boldtab overlader masser af initiativ til Esbjerg, men heldigvis for Silkeborg, er vestjyderne ikke ligefrem effektive, når de nærmer sig Thomas Nørgaards felt.

Læs også Silkeborg IF's bødekasse: 250 kr. første gang man er anfører

Uden reelt at have vist noget offensivt siden Skovs føringsmål, tilkæmper Nicklas Helenius sig efter en halv time frispark en meters penge uden for feltet. Emil Scheel og Robert Skov stiller sig klar ved bolden, og nu hvor sidstnævnte allerede har vist prøver på sin sparketeknik, er det Scheels tur. Og den mulighed udnytter han på smukkeste vis - han sender kuglen direkte i nettet – og Silkeborg på 2-0.

Gæsterne fra det vestjyske hentede inden landsholdspausen deres blot anden sejr i sæsonen, da AaB blev sænket med hele 3-0. Men målfarligheden så ud til at være forduftet henover pausen.

Kampfakta

Silkeborg-Esbjerg 3-0 (2-0).
1-0 Robert Skov (4. minut). 2-0 Emil Scheel (31. minut). 3-0 Robert Skov (78. minut).
Tilskuere: 2.191.

For selvom Silkeborg i anden halvleg fortsat lader Esbjerg sidde mest på bolden, så er det kun et skud fra Mads Hvilsom efter 50 minutter, der for alvor kommer tæt på, men Thomas Nørgaard får sendt forsøget til hjørne.

De 2.191 fremmødte tilskuere var dog tilsyneladende ligeglade med, at deres helte ikke sprudlede, for med et kvarter igen lyder der et ”Olé”, hver gang bolden bliver afleveret mellem silkeborgenserne.

Det lader Robert Skov sig inspirere af – han spilles fri i feltet og endnu en gang viser han evnerne med venstrebenet, da han lobber sit andet mål i kassen.

Silkeborg vinder 3-0, takket være de individuelle præstationer i en kamp, hvor spillet ellers ikke flød.  

02:36

Silkeborg IF's bødekasse: 250 kr. første gang man er anfører

Luk video