Tre anholdt i narkosag
Århus Politi anholder tre personer under efterforskning i stor narkosag.
Århus Politi er yderst fåmælt i en større narkosag. Sikkert er det dog, at politiet i går anholdt tre mænd på henholdsvis 34, 38 og 34 år, men da efterforskningen fortsætter, vil Århus Politi ikke ud med flere oplysninger i sagen.
De tre mænd vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Århus, og her skal en dommer beslutte, om der er grund til at varetægtsfængsle de tre mænd, som politiet sigter for omfattende handel med narkotika. Århus Politi vil i forbindelse med grundlovsforhøret begære såkaldt dobbelt lukkede døre. Det betyder, at pressen og andre interesserede ikke har adgang til salen, ligesom oplysninger om personerne og deres sigtelser ikke er tilgængelige.
Politiet vil blot røbe, at anholdelserne er sket som et led i en længere efterforskning, der endnu ikke er afsluttet.