Tre anholdt efter møbelkup
Stjal møbler for sekscifret beløb
31. okt 2012, kl. 13:52
Mere end 30 dage gammel
Tre mænd i 20'erne er blevet anholdt efter et indbrud i møbelforretningen Rosborg Møbler ved Ødum.
Ifølge politiet stjal indbrudstyvene møbler, lamper og figurer til en samlet værdi af 166.000,- kr. Indbruddet fandt sted kl. 01.05 i nat.
- Flere politipatruljer blev straks sendt til stedet umiddelbart efter anmeldelsen, og vidner havde observeret to køretøjer køre fra gerningsstedet, oplyser Østjyllands Politi.
- Politipatruljerne kunne efterfølgende foretage anholdelse af de tre mænd. Tyvekosterne blev fundet i en varevogn og er nu leveret retur til møbelforretningen.
Politiet fremstiller de tre mænd på henholdsvis 22, 23 og 26 år i grundlovsforhør i løbet af i dag.