Trafikdrab glemt på skrivebordet
De efterladte er rystede over sagens udgang
En 51-årig bilist fra Kjellerup-egnen risikerer ikke længere at blive dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke 28. oktober. En trafikulykke, som kostede 74-årige Niels Krogh livet.
Statsadvokaten for Midt-, Vest og Sydøstjylland har nemlig glemt at anke sagen til Vestre Landsret inden for tidsfristen på 14 dage. Og derfor står byrettens dom om frifindelse ved magt. Det skriver mja.dk.
- Der er sket en ekspeditionsfejl, så sagen desværre ikke er blevet anket til landsretten. Det er meget beklageligt, siger vicestatsadvokat Tina Østergaard til mja.dk.
De efterladte er rystede over sagens udvikling og ikke mindst den udgang, som den nu får.
- Jeg føler ikke, at retfærdigheden er sket fyldest. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at noget sådant kan ske. Selvfølgelig kan folk begå fejl. Men så må man jo have dobbelttjek, så det ikke sker, siger Antja Krogh.
Byretten i Viborg konkluderede i april, at uheldet ikke kunne tilskrives uagtsomhed fra bilistens side. En dom, som anklageren ikke var enig i og som han derfor bad statsadvokaten anke til landsretten.