Trætte af tis
Naboerne til Mølleparken i det centrale Århus klager til kommunen for at få bedre toiletforhold omkring parken.
Mølleparken blev for kort tid siden renoveret, og måske derfor er den blevet meget populær. Men med de mange parkgæster følger problemer for naboerne i området.
- Det er som at bo op ad Roskildefestivalen permanent, der er bare ikke sat toiletter op. Folk pisser op ad hoveddøre og prøver at komme ind i kælderen for at pisse. Det er en dejlig park, men problemerne forringer kvaliteten ved at bo her, siger Rune Hjortkjær Meldgaard fra Ejerlauget Mølleåen til Århus Stiftstidende.
Beboerne har nu klaget til Århus Kommune.
- Som besøgende i parken skal man selvfølgelig tage hensyn til andre. Det er ikke kommunens ansvar, at folk ikke opfører sig ordentligt i parken, det er folks personlige ansvar. Men vi er gået i gang med en holdningsbearbejdning, for eksempel i forbindelse med skraldekampagnen, siger Jørgen Winther Høgstrup, koordinator i Natur og Miljø, til avisen.