Træner tilfreds med uafgjort
SIF spillede lige op med superligaklub
Det lykkedes for Silkeborg IF at spille uafgjort, da østjyderne lørdag mødte superligaklubben FC Midtjylland i en træningskamp i Fårvang.
Gæsterne kom i front hele to gange, men hver gang lykkedes det Silkeborg at svare igen.
Takket være to scoringer af henholdvis Adeola Runsewe og Christian Sørensen endte opgøret 2-2 - og altså uden vinder.
Silkeborg IFs nye cheftræner, Jesper Sørensen, var tilfreds med indsatsen fra sine spillere.
- Det var en god træningskamp på et godt fysisk niveau. Vi er der, hvor vi skal være rent fysisk. FC Midtjylland havde bolden mest, men det er ikke usædvanligt, når vi spiller mod dem, siger han til klubbens hjemmeside.
Silkeborg IF rykkede i foråret ud af Superligaen. Østjyderne spiller den første turneringskamp i den næstbedste række søndag d. 28. juli, hvor Brønshøj kommer på besøg på Mascot Park.