Torsten Gejl: - Jeg er dedikeret lystfisker
Alternativets spidskandidat er laksefisker og vild med vegetargryde. Og hans børn vil formentlig beskrive ham som nærværende og temperamentsfuld.
Introduktion
Torsten Gejl er født og opvokset i Aarhus som den ældste af en søskendeflok på fire. Intensive politiske diskussioner har altid fyldt meget ved middagsbordet - men ingen i familien var politisk aktive. Interessen var på 'hobby-plan'.
Og sådan var det også for den nu 55-årige østjyde, der aldrig har været medlem af hverken byråd eller ungdomspartier. Han kan til gengæld skrive en helt anden titel på CV'et.
Læs også
I 2013 valgte Torsten Gejl nemlig at blive politisk aktiv, og han var dengang med til at stifte partiet "Alternativet" sammen med blandt andre Uffe Elbæk og Josephine Fock.
Før Torsten Gejl fik sin daglige gang på Christiansborg, har han i mange år været iværksætter og forretningsmand.
Spidskandidaterne
TV2 ØSTJYLLAND har givet ordet til valgets hovedpersoner i det østjyske, men ud over at høre hvad de brænder for politisk, vil vi ind bag facaden hos spidskandidaterne.
Nogle er velkendte, andre er helt nye. De har alle det til fælles, at der gemmer sig mere bag personen, end du ser normalt i medierne.
Foreløbig har vi givet taletid til 12 østjyske spidskandidater.
Han står blandt andet bag virksomheden OCN Danmark, der giver et validt kompetencebevis på den formelle og uformelle læring, man tilegner sig. Og så har han været leder for Frontløberne i Aarhus i fire år.
Torsten Gejl er Alternativets nye spidskandidat i Østjyllands Storkreds. Han afløser den tidligere kollega, Josephine Fock, der forlod politik i september 2018.
Til daglig bor han i Sdr. Kastrup på Djursland med sin kæreste og deres to børn på 14 og 17 år.
Q&A: 10 skæve
Det ved de færreste om dig?
- Jeg er dedikeret naturmenneske – vildmarksmand. Jeg er dedikeret lystfisker, ikke mindst laksefisker. Min største laks er på omkring 16 kg, fanget på én-hånds-fluestang på Lainio-elven i Lapland. Den røg selvfølgelig ud igen, da jeg kun beholder laks, der har en størrelse, der gør, at man kan spise dem samme dag, når man fisker i vildmarken, hvor der ikke er noget køleskab.
Læs også
Hvis dine børn skulle beskrive dig, hvad ville de så sige?
- Jeg tror, de vil beskrive mig som nærværende og temperamentsfuld. Og som en aktivitetsfar. Altså en der dyrker aktiviteter sammen med dem. Min datter har for eksempel fulgt mig lige siden, jeg gik ind i politik, og hun har fået en dyb interesse i politik, som vi dyrker sammen. Og min søn har været med mig ude på snorkle- og fisketure i vildmarken. I øjeblikket går vi rundt med metaldetektorer på markerne i nabolaget og leder efter skatte.
Hvordan ser din perfekte søndag ud?
- Jeg står op klokken halv ti og har lidt fred til at spise morgenmad og læse nyheder, inden børnene står op. Så løber jeg en tur med min sambo, og så tager jeg ud med min søn og jagter skatte med metaldetektor. Om eftermiddagen hænger jeg et par timer inde ved min datter på hendes værelse, hvor vi diskuterer løst og fast – gerne politik.
Om aftenen laver vi den vegetargryde, vi altid laver. One pot mexican quinoa. Og så spiser vi os totalt mætte – men på den gode måde, hvor vi bliver hængende omkring bordet. Og så spiller vi måske et spil. Når børnene er gået i seng, så sidder jeg og hygger mig med lidt folketingsarbejde.
Hvilken politisk modstander har du mest respekt for?
- Karen Ellemann (Venstre), fordi hun er elskværdig, fair og en god leder.
Hvilken film kan få dig til at græde og hvorfor?
- Jeg er et følsomt menneske og kan tude til mange film. Når det går godt for dem, det er synd for, så bliver jeg sentimental. Jeg har ikke så langt til tårer.
Hvor tit hentede du selv dine børn i vuggestue, børnehave, skole?
- Før jeg kom i Folketinget, var det cirka 50-50. Enten bragte jeg eller hentede jeg, og det er vigtigt for mig. For det er i hverdagssituationerne, du skaber tillid og en tæt kontakt til dine børn, som aldrig forsvinder.
Hvis du som politiker kunne ændre én ting i morgen, hvad ville det så være?
- Så ville det være at udrydde sult i verden. Det tyder på, at min generation er den første generation, der kunne have udryddet sult i verden, uden at vi gjorde det. Det, synes jeg, er hjerteløst.
Hvis du ikke var politiker, hvad ville du så lave?
- Iværksætte. Men jeg ville iværksætte efter Alternativets tre bundlinjer. Jeg vil skabe virksomheder og projekter, men det skulle ikke være nogen, der ødelagde klima, natur og miljø eller andre menneskers mulighed for at leve et godt liv.
Hvordan er det muligt, at politikere har en mening om alting?
- Det er det heller ikke. Det er en af grundene til, vi er så utroværdige – at vi er for dårlige til at indrømme, når der er noget, vi ikke ved.
Hvad forarger dig mest?
- At folk ikke passer på verdenen, selvom de hver eneste dag i medierne kan se, hvor galt det er ved at gå. Både i forhold til klima, miljø og natur, men også i forhold til, at udsatte skal lide så meget, når vi har så god økonomi. Vi suger penge op fra bunden af samfundet, selvom vi har opgangstider og god økonomi. Det er hjerteløst og uanstændigt.
Denne artikel er skrevet i januar 2019.
BLÅ BOG: Torsten Gejl
- Født i 1964 i Aarhus
- Bosat i Syddjurs Kommune
- Uddannelse: KaosPilot, KaosPiloterne i Aarhus fra 1990 til 1993
- Folketingsmedlem for Alternativet i Nordjyllands Storkreds siden juni 2015
- Ordførerskaber: Beskæftigelsesordfører, handicapordfører, kommunalordfører, socialordfører, cannabisordfører og ungeordfører
- Mærkesager: Kampen mod global opvarmning, kampen mod økonomisk ulighed og en ny politisk kultur - altså en anstændig og værdig opførsel og retorik i politik