Torsdag byder på sensommervejr, men weekenden bliver våd
Gode chancer for sol og tørvejr torsdag
Østjyderne ser ud til at få fint sensommervejr med sol og tørvejr i morgen, torsdag. Til gengæld tyder det på, at weekenden bliver præget af byger.
- Der er lagt op til en ganske fin dag i morgen, den første efterårsdag ifølge kalenderen, men rent vejrmæssigt følger det ikke helt efter. Det bliver næsten helt sensommerligt igen, siger Anders Brand fra TV 2 Vejret.
Temperaturen kommer torsdag til at blive på 20-21 grader i Østjylland.
- Det skulle holde tørt, men vi kan ikke udelukke et enkelt lille dryp rundt omkring i det østjyske ud på eftermiddagen, men de fleste steder får pænt vejr med gode chancer for lidt sol, siger Anders Brandt.
Og det er med at nyde solen. Fredag byder på lokale byger, men dog overvejende tørvejr.
Og weekenden bliver en våd affære med regn og temperaturer på 18-19 grader.
Du kan se hele vejrudsigten i videoen øverst på siden.