Tøfting for dyr for AGF
AGF har ikke råd til at betale Stig Tøftings løn. Derfor kommer han ikke til AGF, vurderer AGF's direktør
Stig Tøfting kommer efter al sandsynlighed ikke til AGF, som mener den tidligere landsholdsspillers lønkrav er alt for høje.
I stedet rejser Stig Tøfting til Kina, hvor han vil forsøge at sikre sig en kontrakt med en klub. - Vi tog kontakt til Carsten Aabrink (spilleragent red.) for at høre lidt om, hvordan Stig Tøftings lønniveau var. Men efter at have hørt Stig Tøftings lønkrav, må vi konstatere, at han næppe kommer til at spille hos os, siger AGF's direktør, Frank Heskjær, til Århus Stiftstidende.
Direktøren vil ikke oplyse, hvor meget Tøfting forlanger i løn. Men han oplyser, at det er meget langt fra det, som AGF kan overkomme.
- Det er ikke lige på midtbanen, vi skriger efter forstærkninger. Derfor ville det være et selvmål af karat, hvis vi valgte at bruge så stor en del af vores spillerbudget på Stig Tøfting frem for eksempelvis en forsvarsspiller. Men døren er bestemt ikke smækket i for Stig Tøfting, siger Frank Heskjær.
Avisen kunne onsdag fortælle, at Stig Tøfting er i forbindelse med en kinesisk klub fra Beijing-området. Ifølge B.T. og Ekstra Bladet torsdag har Tøfting allerede forladt fængslet i Møgelkær, hvor han har afsonet sin voldsdom. Oprindeligt skulle han have været sat på fri fod den 18. juli, men efter afslag på to ugentlige udgange har Direktoratet for Kriminalforsorgen valgt at lade Stig Tøfting afsone de resterende 16 dage på et senere tidspunkt.