Tøfting ældste markspiller nogensinde

Stig Tøfting satte rekord, da han lørdag afsluttede sin karriere. Tøfting var på banen i 70 minutter i Randers FC's opgør mod Viborg.

Randers FC's cheftræner, Colin Todd, havde overraskende valgt at give Stig Tøfting en plads i startopstillingen i lørdagens kamp mod Viborg.

Dermed blev Tøfting, i sin afsked med dansk topfodbold, den ældste markspiller nogensinde til at starte inde i et opgør i den bedste danske fodboldrække.

Den århusianske plæneklipper fik sin debut i landets bedste række tilbage i 1989 i en hjemmekamp for AGF. Lørdag lykkedes det imidlertid aldrig for alvor Tøfting at spille den dominerende rolle, han ellers så ofte har påtaget sig i sin lange karriere.

70 minutter og et gult kort blev det til for Tøfting, der sikkert ikke vil mindes sin afskedskamp med den allerstørste glæde. Kampen mod Viborg endte med et randrusiansk nederlag på 0-2.