Tørt og solrigt vejr til sankthans-festen i Østjylland

Lørdag byder på tørvejr og sol i Østjylland med temperaturer på op til 20 grader

Sankthansbål på Tronholmen i Randers. Randers Kommune er en af de fire kommuner i Østjylland, hvor det er tilladt at tænde sankthansbål lørdag. Foto: Jan Nielsen

Lørdag er det sankthans, og traditionen tro betyder det bål og fællessang mange steder i Østjylland - også i år, selvom der er afbrændingsforbud i flere østjyske kommuner.

De, der må sætte gang i et sankthansbål, kan glæde sig over, at det tegner til at blive et godt bålvejr. Tørt og solrigt med temperaturer på cirka 20 grader i løbet af dagen.

- Lørdag ser ud til at blive flot. Der vil stadig være en jævn vind, ikke blæsende, men en lille smule vind, fortæller Lone Seir fra TV Vejret.

Fire råd til et sikkert sankthansbål

  • Brug aldrig brandfarlige væsker, når du tænder bålet - det kan meget let gå galt.
     
  • Hold øje med bålet og forlad det først, når ild og gløder er helt slukket - hæld gerne vand på.
     
  • Vær særligt opmærksom på børn og dyr i nærheden af bålet - de kan let komme til skade.
     
  • Hvis det er meget tørt eller blæser kraftigt, så lad være med at tænde bålet.

Men inden vi når weekenden venter en fredag, som også bliver solrig. Djursland og stykket ned langs kysten får mest varme - her bliver der cirka 18 grader.

Sommervejret kommer tilbage

I de kommende dage vender det sommerlige vejr tilbage med sol og varme.

01:00

VIDEO: her kan du se vejrudsigten for de kommende dage i Østjylland.

Luk video

Søndag kommer termometret op op 23 grader, og allerede tirsdag kan det krydse den magiske grænse på 25 grader, som er betegnelsen for en sommerdag - og dermed kan det blive årets 28. af slagsen, selvom vi altså fortsat blot er i juni.

Dermed kan de cirka 11.500 løbere, der søndag skal løbe Aarhus City Halvmarathon, glæde sig over, at det bliver godt løbevejr, når de om formiddagen bliver sendt ud på den cirka 21 kilometer lange rute rundt i Aarhus.